Hjulmand udtager ni nye spillere: FCM-trio efterudtaget til landsholdet

Det danske landshold må klare sig uden syv spillere fra engelske klubber og har udtaget ni andre spillere. Tre af dem er Anders Dreyer, Alexander Scholz og Jesper Hansen fra FC Midtjylland

Udgivet:08. november 2020, 15.23

Læsetid:1 minut

22-årige Anders Dreyer fra FC Midtjylland er en af de ni spillere, som er blevet efterudtaget til det danske landshold. Det vil være debut, hvis han kommer på banen for A-landsholdet mod Sverige på onsdag. Også Jesper Hansen og Alexander Scholz er blevet efterudtaget. Heller ikke de to har været på banen for det danske A-landshold før. Foto: Tom Laursen

4 år siden

FODBOLD De engelske myndigheders coronakarantæneregler tvinger landstræner Kasper Hjulmand til at udtage ni nye spillere til onsdagens testkamp mod Sverige. Tre af dem er fra FC Midtjylland: Målmand Jesper Hansen, midterforsvarer Alexander Scholz og kantspiller Anders Dreyer.

Det oplyser Dansk Boldspil-Union (DBU) på sin hjemmeside.

Ingen af spillerne fra engelske klubber, der oprindeligt var udtaget, forventes at kunne spille kampen mod Sverige.

Det drejer sig om Kasper Schmeichel, Jonas Lössl, Andreas Christensen, Jannik Vestergaard, Henrik Dalsgaard, Mathias Jensen og Pierre-Emile Højbjerg.

I stedet er følgende ni spillere udtaget:

Jesper Hansen, FC Midtjylland.

Oliver Christensen, OB.

Alexander Scholz, FC Midtjylland.

Anders Dreyer, FC Midtjylland.

Jens Stryger Larsen, Udinese.

Lukas Lerager, Genoa.

Rasmus Falk, FC København.

Victor Nelsson, FC København.

Lucas Andersen, AaB.

Onsdagens venskabslandskamp mod Sverige spilles klokken 19.30 på Brøndby Stadion.

Tre timer tidligere spiller FC Midtjylland på udebane mod 1. divisionsholdet HB Køge i tredje runde af Sydbank Pokalen. Det bliver altså uden Alexander Scholz, Jesper Hansen og Anders Dreyer, og det bliver også uden Jens-Lys Cajuste, der er udtaget til det svenske A-landshold.

/ritzau/ og Just