Tidligere DF'er Hans Kristian Skibby vil også være med i Støjbergs parti

Folketingsmedlem Hans Kristian Skibby skriver på Facebook, at han også vil være med i Inger Støjbergs nye parti, Danmarksdemokraterne.

Han forlod DF i februar og har siden været løsgænger.

- Jeg tilslutter mig Danmarksdemokraterne - Inger Støjberg og vil med stor glæde være med til at udforme det grundlæggende politiske arbejdsprogram for Inger Støjberg nye parti, skriver han i en opdatering.

Han meldte sig som støttemedlem allerede i torsdags, skriver han.

Seneste nyt

  1. Folketinget stemmer ja til at give kongehuset 17 millioner mere om året

    Det kommer til at koste skatteyderne 17,3 millioner kroner mere om året at betale for kongehuset.

    Det har Folketinget netop vedtaget, skriver Ritzau.

    Den samlede ydelse til Kongehuset stiger fra 126,5 millioner kroner til 143,8 millioner kroner.

    Kongehusets årpenge eller appanage hæves, da regeringen havde fremsat et lovforslag, som skulle "fremtidssikre kongehusets økonomi".

  2. Den 38-årige elektriker er kendt skyldig i drab, voldtægtsforsøg og usømmelig omgang med lig.

  3. Grundtvig er fælles arvegods og en "beholder", man kan fylde med sine synspunkter, siger ekspert. Men hvor lå han selv i det politiske spektrum?

  4. Danske ulve er aktive om natten for at undgå mennesker, viser ny forskning

    • En ulv ses her fanget på et af forskernes vildtkameraer. Ulve kan både jage om dagen og om natten, men i Danmark er ulvene omkring seks til syv gange så aktive om natten som om dagen, viser ny forskning. (© Naturhistorisk Museum i Aarhus og Aarhus Universitet)
    • Det anslås, at der er mellem 32 og 42 voksne ulve i Danmark. Heriblandt er der otte ulvepar. De danske ulve lever alle i Jylland, hvor de første gang i nyere tid blev observeret i 2012. (© Naturhistorisk Museum i Aarhus og Aarhus Universitet)
    1 / 2

    Danske ulve er blandt de mest nataktive i verden, og det skyldes mest af alt, at de forsøger at undgå mennesker.

    Det er konklusionen i ny forskning fra Naturhistorisk Museum i Aarhus og Aarhus Universitet, lyder det i en pressemeddelelse.

    De to institutioner overvåger ulve i Danmark ved hjælp af vildtkameraer. Her har forskerne kunnet se, hvornår på døgnet ulvene er aktive.

    Andre steder i verden ser man ulve, der er markant mere aktive om dagen end de danske. Her ser man ofte, at ulvene er aktive om dagen, når de befinder sig i områder langt væk fra veje og beboelse.

    Sådan nogle områder er der dog ikke mange af i Danmark, og derfor vælger ulvene i stedet at tilpasse deres døgnrytme, konkluderer forskerne.

  5. 1.700 skriver under for at bevare den lokale bus

    Der er stor styrke bag protesten mod at lukke lokalbussen mellem Aalborg og Fjerritslev.

    1.700 borgere har deltaget i en underskriftsindsamling, der i dag bliver afleveret til Jammerbugt Kommune og Nordjyllands Trafikselskab.

    Rute 70 skal erstattes af en ekspresbus. Det betyder, at mange små byer mister deres stoppested, konstaterer Jørgen Olsson fra Birkelse, der skal overrække de mange underskrifter.

    - Vi har sloges for at få en ny købmand til byen. Friskolen kæmper for at holde sig i gang. Og nu stjæler de vores bus. Det er umuligt at holde liv i sådan et lille samfund, siger han.

    Nedlæggelsen af rute 70 er en del af en spareplan.

  6. Formiddag på 4’erens Knud Lind er på sin vej igennem Europa nået til Polen.

  7. Kongehuset skal have 17 millioner mere om året, mener regeringen. Men danskerne bakker ikke op om det, viser måling.

  8. Bremsning af havneudvidelse i Aarhus truer borgmester, mener ekspert

    Det kan have negative konsekvenser for især én politiker i Aarhus Kommune, at Planklagenævnet i tirsdags fejede lokalplanen for en kæmpe havneudvidelse af bordet.

    Det mener kommunalekspert på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole Roger Buch, der understeger, at bremsningen kommer på et farligt tidspunkt for de kommunalpolitikere, der i seks år har kæmpet for havneudvidelsen.

    Næste år er der kommunalvalg, og havneudvidelsen kan ifølge ham komme til at få stor betydning for valgresultatet.

    Borgmester Jacob Bundsgaard (S) er i forvejen i modvind med Socialdemokratiets faldende vælgertilslutning på landsplan, og med det her oveni kan det få konsekvenser, mener Roger Buch.

    - Så kan borgmestersædet begynde at vakle under Jacob Bundsgaard, siger han.

  9. Region Syddanmark er gået tidligt i gang med at tænke på efterårets vacciner

    Selvom kalenderen stadig siger forår, så er Region Syddanmark nu ude med en plan for, hvordan du kan få både COVID-19- og influenzavaccinationer til efteråret.

    Regionen fik sidste år kritik for at være så sent ude med vaccineplanerne, at de apoteker, der skulle stå for dele af vaccineindsatsen, kun havde få uger til at forberede det hele.

    I år er Region Syddanmark ude i bedre tid, og derfor skal dem, der vinder udbuddet på vaccinationsindsatsen, nok få besked i bedre tid i år, siger Mette With Hagensen (S), der er formand for sundhedsudvalget i Region Syddanmark.

  10. SAS har tabt 2,8 milliarder kroner på et halvt år

    Flyselskabet SAS tabte omkring 2,8 milliarder danske kroner fra november 2023 til april 2024.

    Det viser selskabets halvårsregnskab, som er blevet offentliggjort i dag, skriver Ritzau.

    I samme periode lyder flyselskabets omsætning på cirka 12,2 milliarder kroner. Det er lidt over 12 procent mere end samme periode i regnskabsåret før.

    SAS afventer i øjeblikket, at EU og det svenske retssystem godkender selskabets rekonstruktionsplan. I marts blev planen godkendt af en amerikansk konkursdomstol.

    Selskabet forventer at komme helt ud af den konkursbeskyttelse, der har været i gang siden 2022, i løbet af sommeren. Denne tidsplan kan dog ændre sig, skriver SAS i regnskabet.

  11. I Indien er der lige nu en hedebølge, hvor der er blevet målt over 49 grader.

  12. Spilinstituttet er det første af sin slags i Europa.

  13. Ledigheden var uændret i april: Tegn på 'bomstærkt arbejdsmarked'

    Ledigheden rykkede sig slet ikke fra marts til april.

    I april var der dermed fortsat 86.700 ledige, hvilket udgør 2,9 procent af arbejdsstyrken. Det viser tal fra Danmarks Statistik, som er blevet offentliggjort i dag.

    Ledigheden har holdt sig i ro de seneste måneder, og ledighedsprocenten har ligget på 2,9 procent siden november 2023, skriver Ritzau. Samtidig stiger beskæftigelsen.

    Det danske arbejdsmarked fremstår derfor "bomstærkt", skriver Jeppe Juul Borre, cheføkonom i Arbejdernes Landsbank, i en kommentar til nyhedsbureauet.

    - Vi har set en dansk økonomi og i særdeleshed arbejdsmarkedet klare sig flot i en tid med store usikkerhedsmomenter fra høj inflation og stigende renter, siger han.

  14. Hver anden danske EU-kandidat er akademiker

    Næsten halvdelen af de kandidater, du kan sætte kryds ved til EU-valget, er akademikere eller forskere.

    Ud af 169 danske EU-kandidater har 49 procent nemlig en lang videregående uddannelse eller en forskeruddannelse. Det viser en gennemgang af kandidaternes uddannelser, som Altinget har lavet.

    Akademikerne er dermed markant overrepræsenterede på stemmesedlen i forhold til resten af befolkningen, hvor kun cirka 13 procent er akademikere eller forskere.

    Det parti, som trækker andelen mest op, er Radikale, hvor 80 procent af kandidaterne har en lang videregående uddannelse. I modsatte ende finder man Dansk Folkeparti med 11 procent akademikere.

  15. Regeringen vil give skattelettelse til unge med fritidsjob

    Regeringen vil indføre skattelettelser til unge under 18 år for at få flere til at tage et fritidsjob.

    Det siger Venstres formand og forsvarsminister, Troels Lund Poulsen, til Avisen Danmark.

    I dag betaler alle lønmodtagere - uanset alder - otte procent i arbejdsmarkedsbidrag af deres arbejdsindkomst, men fremover skal unge under 18 år være fritaget, mener regeringen.

    - Vi har kunnet konstatere, at antallet af fritidsjob til unge mennesker er faldet over tid. Det er jo det, vi siger, at vi skal gøre noget ved nu, siger Troels Lund Poulsen.

    Arbejdsmarkedsbidraget går til staten, som bruger det til at udbetale for eksempel sygedagpenge, barselsdagpenge og efteruddannelse af ledige.

  16. Klokken 15.30 afslører Kasper Hjulmand de 26 spillere, der skal med til EM.

  17. Norge strammer regler og kan bede op mod 1.000 ukrainere om at rejse hjem

    Da Rusland i vinteren 2022 invaderede Ukraine, gav Norge alle ukrainere i landet kollektiv beskyttelse.

    Det gjaldt også ukrainere, som boede i andre lande, da krigen brød ud.

    Men nu vil Norge stramme reglerne og igen behandle hver enkelt ansøgning om asyl.

    Det betyder, at mellem 800 og 1.000 ukrainere, som opholder sig i Norge, kan få at vide, at de skal rejse hjem, skriver NRK.

    - Vi skal være sikre på, at vi har et bæredygtigt niveau for ankomster til Norge, siger justits- og beredskabsminister Emilie Enger Mehl.

    Mange af ukrainerne i Norge er mænd mellem 18 og 60 år, og det er ikke som udgangspunkt en grund til asyl, at de risikerer at blive indkaldt til militærtjeneste i landet, lyder det fra Norges justitsministerium.

  18. DR's USA-korrespondent, Jakob Krogh, forklarer, hvad der sker, hvis Donald Trump erklæres skyldig i tys-tys sagen.

  19. Cyberkriminelle anholdt i stor international politiaktion

    Politiet i blandt andet Danmark, Tyskland, Holland, Frankrig, Ukraine, USA og Storbritannien har i en stor koordineret aktion mod cyberkriminelle foretaget en række razziaer i denne uge.

    I den forbindelse er fire personer blevet anholdt, og mere end 100 internetservere er blevet lukket ned.

    National Enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) deltog i aktionen, der har fået navnet "Operation Endgame", men det er uvist, om nogle af anholdelserne er sket i Danmark.

    Ifølge Reuters er anholdelserne foretaget i Armenien og Ukraine.

    Aktionen har haft til formål at ramme såkaldte botnets, der har været led i organiseret it-kriminalitet med flere hundredtusinder ofre på verdensplan, herunder også danske, oplyser NSK i en pressemeddelelse.

    De første danske ofre er identificeret, og der kan dukke flere op. De kan for eksempel have fået stjålet personlige oplysninger som adgangs- og kreditkortoplysninger, lyder det fra NSK.

  20. 20 millioner kroner skal gøre Lolland og Falster til en international kunstdestination

    Verdenskendte kunstnere skal til Lolland og Falster for at lave store kunstinstallationer, og nu har Guldborgsund Kommunes Byråd givet lige over en million kroner til den nye museumsinstitution Art Barns.

    Derudover har de afsat i alt 19 millioner kroner i budgetforhandlingerne de kommende fire år til at blive en international kunstdestination.

    Det sker i såkaldte Art Barns, som er gamle bygninger, hvor verdensstjerner indenfor samtidskunsten får mulighed for at lave store, permanente værker.

    - Det er både en investering i vores lokale kulturarv og kulturliv og en investering i kulturturisme i Guldborgsund Kommune, siger Ole K. Larsen (V), der er udvalgsformand for Landdistrikter, Kultur og Fritid i kommunen.

  21. Flextrafik er nede i hele Danmark

    Skal du køre med flextrafik her til morgen, så kan du komme til at vente længe på at blive hentet.

    Der er nemlig et stort nedbrud hos FlexDanmark her til morgen

    Og det skaber altså store udfordringer for vognmænd og de borgere som benytter flextrafik.

    Nedbruddet betyder, at vognmændene ikke kan se de ture, de skal køre, og de kan derfor ikke hente de borgere, som har bestilt kørsel. Derudover er der store problemer med at komme igennem på telefonerne.

    Til DR oplyser Fynbus, som står for flextrafik på Fyn, at de arbejder på højtryk for at løse problemet, men man skal forvente store forsinkelser hele dagen, og at alle kørsler vil blive påvirket.

    Flextrafik bruges blandt andet til at transportere børn til institutioner, til handicapkørsel eller til patientkørsel.

  22. SF's EU-spidskandidat Kira Marie Peter-Hansen svarer på spørgsmål klokken 18.30.

  23. Grønne krav til nybyggeri i Danmark skærpes

    En række nye regler skal sikre en grøn omstilling af byggeriet i Danmark, og det vil medføre, at forventeligt 85 procent skal bygges på en anden og mere klimavenlig måde.

    Her håber regeringen at spare en halv million ton CO2, fremgår det af en aftale, som er indgået af et politisk flertal, oplyser Social-, Bolig-, og Ældreministeriet til Ritzau.

    Når 85 procent af alt nybyggeri skal laves anderledes, er det naturligvis en omvæltning for branchen, anerkender Pernille Rosenkrantz-Theil (S). Men hun mener ikke, det vil være et større problem.

    - Vi får arbejdspladser ud af den grønne omstilling. Så der har været stor opbakning til det, siger hun med henvisning til, at branchen ifølge ministeren har reageret positivt på kravene.

    De nye krav skal gælde fra juli 2025.

  24. Han er hjertekirurg og redder krigens ofre på Røde Kors’ felthospital i det sydlige Gaza. Den seneste måned har Martin A. Nørgaard skrevet til Puk Damsgård fra operationsstuen, køkkenet, soveværelset og fra taget med udsigt over Middelhavet og røgskyerne over Rafah.

  25. Britisk parlament opløses forud for valg 4. juli

    Parlamentet i Storbritannien er ved midnat lokal tid blevet opløst forud for det kommende parlamentsvalg den 4. juli.

    Formelt betyder det ifølge BBC, at de britiske parlamentsmedlemmer mister deres status som folkevalgte og er nødt til at føre valgkamp, hvis de ønsker at fortsætte på posten.

    Regeringen og ministrene bliver på deres poster for at lede landet, men deres beføjelser bliver indskrænket frem mod valget.

    I Storbritannien bliver parlamentet altid opløst 25 hverdage før et valg.

    Her kan du læse vores korrespondent Tinne Hjersing Knudsens store guide til den britiske valgkamp.

  26. En øre-næse-hals-læge har bemandet Alles Lægehus i Thyborøn.

  27. Det er særligt i det vestlige Jylland, at eftermiddagen kan byde på saftige byger.

  28. Politiet udfordres 'i tiltagende omfang' af særaftale om Europol, står der i ny redegørelse.

  29. Coop vil sælge hakket kød i plastikposer

    "Det, forbrugerne forhåbentlig kommer til at opdage, er, at emballagen nu er lettere, og den fylder langt mindre i skraldespanden, når man sorterer plastikken fra derhjemme", siger Thomas Roland, der er chef for kvalitet og ansvarlighed i Coop.

    I stedet for at række ned efter en bakke hakket oksekød i køledisken, kan du i Coops butikker fremover få fat i en pose kød.

    Dagligvarekæden indfører til august ny indpakning af hakkekød i alle kædens butikker, hvilket er Kvickly, Superbrugsen, Brugsen og 365discount.

    Coop skifter kødbakkerne ud med såkaldt flowpack-emballage, som er en sammensvejset, tynd plastpose, på over 90 procent af det hakkede kød, som kæden sælger.

    - Vi sparer rigtig meget af emballagen væk ved, at vi nu kan køre det i en så tynd plastikpose som muligt, siger Thomas Roland, der er chef for kvalitet og ansvarlighed i Coop, til Ritzau.

    Ifølge Coops egne beregninger er der 70 procent mindre plast i den nye indpakning sammenlignet med den traditionelle kødbakke.

  30. Fødevarestyrelsen med ny anbefaling til slikglade danskere

    Danskerne spiser fire gange så mange snacks og søde sager som det anbefales, og det har konsekvenser for folkesundheden.

    Derfor udkommer Fødevarestyrelsen nu med en huskeregel om "højst fem håndfulde om ugen" med henvisning til, hvor store mængder slik og snacks man kan spise, hvis man vil følge de officielle kostråd.

    Anbefalingen omfatter både slik, chips, kage og is samt saftevand og sodavand.

    - Vi håber, at det er en huskeregel, som danskerne vil tage med sig, når de handler ind eller sidder om fredagen foran fjernsynet, siger Charlotte Kølln, der er sektionsleder hos styrelsen, til Ritzau.

    I dag spiser danskerne, hvad der svarer til 20 håndfulde snacks og søde sager om ugen.

  31. Folketingets afslutningsdebat er slut. Og politikerne kan nå meget på næsten 18 timer.

  32. 14 aktivister kendt skyldige i Hongkong - risikerer livstidsdomme

    En domstol i Hongkong har i dag dømte 14 pro-demokratiske aktivister for at bryde sikkerhedsloven i byen, efter Kina har strammet reglerne for kritik.

    Det har en domstol afgjort i den største retssag af sin slags i Hongkong, skriver nyhedsbureauet AP.

    Domstolen skal nu afgøre, hvor hård en dom de 14 skal have, men de risikerer fængsel på livstid. I alt var 16 personer tiltalt i retssagen, men to blev altså frikendt.

    De 16 personer er blandt i alt 47 personer, som styret i Beijing valgte at retsforfølge i 2021, efter der året før var store demonstration i Hongkong, fordi mange borgere var utilfredse med, at der blev indført stramme rammer for lokalvalg af det kommunistiske styre i Kina.

    Hongkong var en britisk koloni i mere end 150 år, før den efter en aftale blev givet til Kina i 1997.

  33. Lavaen flyder stadig i Island - men beskyttelsesmure beskytter Grindavík

    Her kan du se en video af vulkanudbruddet fra i nat.

    Natten igennem er der kommet ganske fascinerende optagelser fra Island, hvor et vulkanudbrud gik i gang i går. Det femte i området siden december.

    Men bor man i byen Grindavík, er man nok ikke kun fascineret, for byen risikerer at blive ramt af lavastrømmene, ligesom det populære termiske spa 'Blue Lagoon' er blevet evakueret.

    Men selvom vulkanudbruddet er ganske stort, og faktisk det kraftigste af de fem, så er Magnús Tumi Guðmundsson, der er professor i geofysisk ved Islands Universitet, optimist i forhold til byens sikkerhed, selvom lavaen er tyndtflydende og derfor svær at styre.

    - Men erfaringen viser os, at de beskyttelsesmure, der er blevet bygget rundt om byen, fungerer rigtig godt til sådan tyndtflydende lava. Så væggene gør et rigtig godt stykke arbejde i holde lavaen fra Grindavík indtil videre, siger han til det islandske medie Rúv.

    Island begyndte at bygge murene sidste efterår.

  34. Rekordlang afslutningsdebat i Folketinget får Pia Kjærsgaard til at opfordre til ændringer

    Folketingets afslutningsdebat i år begyndte onsdag klokken 09.00 og sluttede så igen lidt før klokken 03 natten til torsdag.

    I 17 timer og 41 minutter debatterede de 179 folkevalgte politikere. Det er ifølge Ritzau rekord. Årets debat slår den hidtidige fra 1994 med præcis en time.

    Den lange debat blev dog for meget for nogle af politikerne.

    Da løsgængeren Jon Stephensen omkring 02.30 indtog talerstolen, blev det for meget for Dansk Folkepartis formand, Morten Messerschmidt:

    - Sæt dig ned, lød opfordringen fra partiformanden til Stephensen.

    Se det i videoen her:

    Folketingets formand, Søren Gade, bad om ro i salen, og Stephensen færdiggjorde sin tale, hvorefter løsgænger Mike Fonseca også kom på talerstolen.

    Efter det indtog Pia Kjærsgaard talerstolen. Ikke for at snakke politik, men med en opfordring til at ændre reglerne:

    - Det her nærmer sig absurd teater. Vi skal allesammen møde til afstemning klokken 10.00. Jeg vil bare sige til formand og præsidiet, at det her dur ikke!

    Nedenfor kan du se Pia Kjærsgaards tale og formand Søren Gades kommentar.

  35. Nordkorea affyrer omkring ti ballistiske missiler

    Det nordkoreanske regime har affyret omkring ti kortdistance, ballistiske missiler torsdag morgen lokal tid.

    Missilerne skulle være styret ned i havet øst for Koreahalvøen.

    Det meddeler militæret i Sydkorea, ifølge det sydkoreanske nyhedsbureau Yonhap.

    - Vores militær har styrket overvågningen og årvågenheden mod yderligere opsendelser, samtidig med at de har delt information med de amerikanske og japanske myndigheder, skriver den øverste militære ledelse i Sydkorea i en pressemeddelelse.

    Affyringen af missilerne kommer dagen efter, at Nordkorea sendte hundredvis af balloner fyldt med affald og fækalier ind over nabolandet i syd.

  36. Lennon-guitar solgt som det dyreste Beatles-instrument nogensinde

    Sådan ser den ud. John Lennons akustiske guitar, som er blevet solgt for knap 20 millioner danske kroner. (Foto: © zz/NDZ/STAR MAX/IPx, zz/NDZ/STAR MAX/IPx)

    I Beatlesfilmen 'Help!' fra 1965 spiller John Lennon undervejs på en akustisk 12-strenget Framus Hootenanny-guitar.

    Netop den guitar er nu solgt som det dyreste Beatles-instrument nogensinde, da den onsdag blev solgt på en auktion i USA.

    Pris: Knap 20 millioner danske kroner. Det skriver BBC.

    Man troede egentlig, at guitaren var forsvundet, men den blev fundet på et loft efter 50 år i glemslen, og den nye ejer kan altså nu forsøge at gøre Lennon kunsten efter, hvis vedkommende tør.

    David Goodman, administrerende direktør for Julien's Auction siger om Lennon-guitaren:

    - Denne guitar er ikke kun et stykke musikhistorie, men et symbol på John Lennons evige eftermæle.

    Tidligere er en af Lennons andre guitarer blevet solgt for 16,5 millioner kroner, og et af Ringo Starrs trommesæt har haft en auktionspris på 15 millioner kroner.

  37. Færøsk folketingsmedlem misunder retten til fri abort i Danmark

    Anna Falkenberg, der sidder i Folketinget for Sambandsflokkurin på et nordatlantisk mandat er skuffet over, at en afstemning i det færøske lagting ikke endte med, at de færøske kvinder fik fri abort.

    Det siger hun her til aften under afslutningsdebatten i Folketinget.

    - Jeg er skuffet over, at det endte, som det gjorde. I Danmark kan I have en diskussion om, hvilken uge grænsen skal ligge ved. Men man har den grundlæggende ret i Danmark. Og det misunder jeg jer for.

    I midten af maj stemte lagtinget om et forslag, der skulle give kvinder ret til fri abort frem til 12. graviditetsuge. Der var 15 stemmer for og 15 imod.

    Og det utroligt tætte resultat er for Anna Falkenberg et tegn på, at de på Færøerne er tættere på retten til fri abort end nogensinde.

  38. FN: Nødhjælpen til Gaza er faldet med 67 procent siden Israel gik ind i Rafah

    Der er sket en kraftig opbremsning af mængden af nødhjælp, der kommer ind til de civile i Gaza, efter Israel valgte at gå ind i området omkring Rafah i det sydlige Gaza.

    Det skriver FN's koordineringskontor for humanitære anliggender, OCHA, i en ny rapport.

    OCHA skriver, at mængden af nødhjælp til Gazas cirka 2,3 millioner indbyggere er faldt med 67 procent siden 7. maj, hvor Israel lukkede for grænseovergangen mellem Rafah og Egypten.

    De skriver i rapporten, at der dagligt i gennemsnit er kommet nødhjælp, der svare til 58 lastbiler ind i Gaza mellem 7. og 28. maj, mens der i gennemsnit kom 176 lastbiler ind dagligt mellem 1. april og 6. maj.

    OCHA tilføjer, at der slet ikke er kommet nødhjælp ind til Gaza siden i mandags, fordi den midlertidige anløbsbro, som USA har anlagt, er gået i stykker.

    I OCHA's opgørelse er ikke medregnet nødhjælp fra den private sektor.

  39. Olympiakos slukker dansk Europa-håb med sejr i Conference League

    Med finalesejren i Conference League til Olympiakos går dansk fodbold glip af en ekstra plads i Europa. (Foto: © ARIS MESSINIS, Ritzau Scanpix)

    Onsdag aften vandt Olympiakos Conference League-finalen med 1-0 over Fiorentina fra Italien. Ikke helt optimalt set med danske briller.

    For grækernes sejr betyder, at Danmark går glip af den ekstra europæisk plads i 2025.

    I stedet er det altså Grækenland, som tager 15.-pladsen på Uefas koefficientrangliste, der danner grundlag for antallet af europæiske deltagere.

    Var det i stedet gået i vasken for Olympiakos, havde næste sæsons nummer et og to i Superligaen begge fået adgang til Champions League-kvalifikationen i sommeren 2025.

    I stedet fortsætter Danmark med at kunne sende fire hold ud i Europa.

  40. To personer hårdt såret efter bil har påkørt dem på Vestbredden

    To personer er hårdt såret og bragt til hospitalet efter en bil har påkørt dem sent onsdag aften i nærheden af Nablus, der ligger på den besatte Vestbred.

    Det skriver Times of Israel.

    Hvem der står bag påkørslen vides ikke, men det israelske militær skriver på X, at de nu begynder jagten på en person, der påkørte personerne ved Nablus og som derefter flygtede.

  41. Juryen i Trumps tys-tys-sag holder fyraften

    De 12 nævninge i sagen mod USA's tidligere præsident Donald Trump har forladt retsbygningen i New York og mødes igen i morgen. Det skriver det amerikanske medie CNN.

    Efter en retsbelæring tidligere i dag fra sagens dommer nåede de 12 at votere i fire en halv time.

    De skal tage stilling til, om Donald Trump er skyldig i 34 tilfælde af regnskabsfusk i forbindelse med udbetaling af tys-tys-penge til pornoskuespilleren Stormy Daniels.

    Undervejs i dagens votering sendte de besked til dommeren, at de ønsker at se udskrifter af nogle af de afhøringer, der har været i sagen.

    Trump nægter sig skyldig i anklagerne.

  42. Ved flere lejligheder benyttede Socialdemokrater deres taletid som en mulighed for at sende stikpiller afsted til den liberale leder.

  43. Flere end 260 balloner er blevet sendt ind i Sydkorea fra Nordkorea. Lasten var poser med ulækkert indhold.

  44. Den 20-årige Betty Marie Ramsgaard slog i weekenden den danske rekord i syvkamp.

  45. Håndboldherrernes VM-gruppe fundet

    Danmarks håndboldherrer havner i gruppe med Italien, Algeriet og Tunesien ved næste års VM. (Foto: © John MacDougall, Ritzau Scanpix)

    Nu står det klart, hvem de danske håndboldherrer skal møde til VM i 2025.

    Ved onsdagens lodtrækning i Zagreb trak de forsvarende verdensmestre således Italien, Algeriet og Tunesien som modstandere til slutrunden, som begynder den 14. januar næste år.

    Landstræner Nikolaj Jacobsen er ganske tilfreds.

    - Det er tre spændende hold, vi skal møde i den indledende gruppe. Italien og Algeriet har vi ikke så stort kendskab til, men Tunesien mødte vi til VM 2023, så de er ikke helt fremmede for os, siger han til Dansk Håndbolds hjemmeside.

    Hvis landsholdet når mellemrunden, kan man se frem til modstandere som Tyskland, Polen, Schweiz og Tjekkiet.

    Danmark deler værtsskabet med Norge og Kroatien.

  46. Ny alvorlig spionsag under optrevling godt en uge før Europa går til valg.

  47. Vi har fået et grønnere syn på landbrugsstøtte, forklarer Landbrug og Fødevarer.

  48. Nu skal Enhedslistens hovedbestyrelse behandle sagen.

  49. Advokat fra TV 2-dokumentar politianmeldt

    Advokaten Lise Roulund er blevet meldt til politiet på baggrund af TV 2's dokumentar "Den sorte svane".

    Det oplyser formand for Advokatrådet Martin Lavesen til TV 2.

    - Jeg kan sige, at vi i dag har foretaget en politianmeldelse af Lise Roulund. Alene baseret på de ytringer og handlinger der bliver vist i dokumentaren, siger han.

    Roulund er anmeldt for mulig medvirken til hvidvask og en mulig overtrædelse af udlevering af fortrolige oplysninger.

    I dokumentaren fortæller navngivne advokater, erhvervsfolk, rockere og bandemedlemmer, hvordan de samarbejder om eller ser igennem fingre med svindel. Afsløringerne i dokumentaren er blandt andet kommet frem ved hjælp af skjult kamera.

    Lise Roulund har ikke ønsket at kommentere udtalelserne i dokumentaren over for TV 2.

    DR har uden held forsøgt at få en kommentar fra Lise Roulund.

  50. Den tiltalte erkender besiddelse af flere ton doping, potensmidler og opioider, men han afviser at have tjent 40 millioner kroner, som anklagemyndigheden hævder.

Mere fra dr.dk